Fejø Kirke

Beskrivelse

Se også:
Kirkesiderne
Menighedsråd
Kirkekontakter
Vejrø begravelsesplads
Høstgudstjeneste
Seværdigheder
Fejøs Historie

Fejø kirke hører til den gruppe af kirker, der blev bygget sidst i 1200-tallet. De ældste dele er formentlig fra omkring 1240; men ellers tilhører selve koret og skibet den senromanske periode (ca. 1260-1300). Tårn og våbenhus er gotiske.

I middelalderen var kirken viet til Sct. Nicolaus, de søfarendes helgen. Kirken ligger da også smukt helt ned til vandet, formentlig fordi den oprindelig har tjent som kirke for de omkringliggende øer, hvorfra man kom sejlende til kirke.

Kirkens ydre
Kirken er omgivet af en kirkegårdsmur i kløvet kampesten, med indgange fra nord og øst. Betræder man kirkegården fra nord, vil man straks se den tilmurede kvindeindgang i skibets nordside, og det tunge, urokkelige tårn, der hæver sig mod vest. Går man rundt om tårnet og betragter kirken fra sydsiden, finder man her en åben indgang gennem våbenhuset. Derigennem kan man forcere de tykke munkesten og kigge indenfor i kirken.

Kirkens indre
Ligesom kirken ydre er blevet til gennem en lang periode, således daterer de forskellige effekter inde i kirken sig også tilbage til forskellige tider og fortæller hver deres historie.

Kirkeskibene
Det første blikket falder på, når man træder ind i kirken, er orlogsfregatten "Ebenetzer" med de mange kanoner. Det lille Dannebrog ("Gøsen") på bovsprydet, melder "rent skib", hvilket betyder, at alt er i orden om bord. Fra fokkemastens top signalerer det "omvendte" Dannebrog, at alt arbejde hviler, for nu er der "gudstjeneste om bord".

De tre kirkeskibe, der pryder kirkens midtergang, sejler som i en konvoj. Forrest sejler orlogsfregatten "Enigheden" (fra 1811; rinovat 1845, 1985), dernæst følger "Ebenetzer" (fra 1811; rinovat 1845, 1985) og endelig til sidst koffardiskibet "Familien Iversen" (fra omkr. 1900).

Gravminderne
Fejø Kirke
Foto: Søren Rewes Larsen Det næste blikket falder på, er en stor mindetavle (epitafium) fra 1613 over Jens Christophersen Brun og hans familie (med tre døde svøbelsesbørn) knælende ved Kristi kors. Epitafiet er opsat af præsten selv kort forinden hans død. Det hang tidligere i koret, men hænger nu på skibets nordvæg. Ligeledes på skibets nordvæg ses en noget mindre mindetavle fra omkring 1725 over Peder Thomæsøn Blichfeld, opsat af den efterladtes hustru. Begge de herrer var præster ved kirken.

Endvidere ses på skibets nordvæg nær orgelet en sjældenhed, nemlig en velbevaret gravramme fra 1600-tallet i svært egetømmer over Giertrud Hansdaater Wingaard (sandsynligvis søster til den samtidige Birket-præsts hustru).

Endelig ses i korets nordvæg to slidte gravsten i rød kalksten med figur. Den mindste sten er rejst over Caren Jensdaater (død 1605; 19 år), den største over førnævnte Jens Christophersen Brun (død 1613; 58 år).

Altertavlen
Stående i koret må blikket fæstne sig ved altertavlen i højrenæssance fra 1600-tallets første årtier. Altertavlen har tidligere været meget mere rig på detaljer, men efter en restaurering af kirken i 1959, fremtræder den i en mere enkel og klar form. Kun det klare sollys lader een ane dybden i den smukke blågrønne farve.

I sidefelterne var der således tidligere påsat henholdsvis en stor, ikke oprindelig palmegren og lilje; mens topfelternes flade statuetter af Moses med lovens tavler og horn i panden og David med kongekrone og harpe (efter Thorvaldsen) endnu ses. Det store midterfelt viser Mariæ bebudelse.

Præstedøren
Et greb i præstedøren i korets sydvæg viser, at den ikke længere benyttes.

Døbefonten
Herefter må blikket fæstne sig ved døbefonten, der er fra slutningen af 1200-tallet og unggotisk. Fonten hører til de spidsbuede bægerbladsfonte, og skaftet har bevaret den cylindriske form. Materialet er kalksten; men kummen har i en længere periode (ca. 1689-1977) været udmuret af hensyn til dåbsfadet.

Ved restaureringen i 1977 blev den indre opmuring imidlertid fjernet, og i stedet er den kunstsmedede jernkrans, som dåbsfadet fra 1689 nu hviler på, sat i.

Korbuekrucifikset
Vender man sig om, ses over korbuen et sengotisk krucifiks fra sidste halvdel af 1400-tallet. Figuren er ca. 80 cm høj og bærer i al sin enkelhed ikke de almindeligt kendte initialer for Jesus af Nazareth, jødernes konge (INRI).

Prædikestolen
Prædikestolen på skibets sydvæg er ligesom altertavlen i højrenæssance og samtidig med denne. Opgangen er fra en senere tid, ligesom det bemærkes, at prædikestolen er uden lydhimmel. Tidligere sås malerier af apostlene i arkaderne; men i 1863 blev disse erstattet af udskårne evangeliststatuetter. Nu ses de fire evangelister flankerende Kristus (efter Thorvaldsen).

Kirkebænkene
Kirkebænkene er fra 1845 og holdt i et renæssanceprofileret rammeværk. Kun de øverste del af to gavle er bevaret. Den ene bærer årstallet 1567, den anden et bomærke (krone, slange og kors).

Degnestolen
Degnestolen i korbuen er i renæssance, og den er muligvis samtidig med bænkeværket fra 1567.

Lysekronerne
Lysekronerne, der pryder skibets midtergang, er forgyldte malmkroner, hvoraf een bæger indskriften: "Olle Jensen Hans Læsøe af os renoveret Kercken til ære Anno 1756". De to lysekroner i koret er af helt ny dato (1994).

Orglet
Inden blikket atter vendes udad, ledes man ned til orgelet, der har tjent menigheden siden 1884, da det blev skænket af øens beboere.

Pengeblokken
På vej ud må man, som tidligere tiders kirkegængere, lægge vejen forbi pengeblokken, der står i våbenhuset. Den er af solidt egetræ med smedjernslåge foroven.

Kirkegården
Vel ude på kirkegården igen, kan man lade sig fortælle de allerseneste års historie. Hver enkelt sten beretter sin helt egen historie - hvis man da ellers giver sig tid til at lytte.

Yderligere information
For yderligere oplysninger henvises til provst Bjarne A. Madsen, Storemosevej 109, 4944 Fejø, der har forfattet teksten til denne korte introduktion til Fejø kirke. Det bemærkes, at de genstande der normalt ikke er at se i kirken på almindelige hverdage, såsom altersølvet og dåbsfadet, ikke er medtaget i denne korte introduktion, ligesom mange detaljer af pladsmæssige hensyn er udeladt.

Tekst: Provst Bjarne A. Madsen

[Til toppen]