Fejøs historie

Se også:
Fakta om Fejø
Fejø-bægret
Rensdyrjægerne
Brietøksen
Skaftlapøksen
Bredfjedskibet
Lokalhistorisk arkiv
Pæreskuderne

Fejøs historie begyndte i slutningen af den sidste istid i Nordeuropa. De tidligste spor efter menneskeliv på Fejø er henved 12.000 år gamle stenredskaber efterladt af rensdyrjægere i den såkaldte sen-istid. Det tykke islag over Danmark var smeltet, men den kæmpemæssige gletscher dækkede stadig det meste af Norge og Sverige. Det område, som blev til Fejø, var da en del af et for det meste skovløst tundralignende fastland, som strakte sig fra England over Nordtyskland og Danmark til det nuværende Skåne. I de efterfølgende årtusinder gennemgik dette landskab store ændringer. Tundraens græs- og kratbevoksning blev afløst af skov, først af birk, røn og fyr, senere af ask, eg, elm og lind. Den arktiske dyreverden forsvandt, og rensdyrjægerne efterfulgtes af andre jægere, som jagede urokser, kronhjort, rådyr, bjørne, vildsvin og andre former for vildt, men også fiskede. Stigende vandstand og for visse egnes vedkommende landhævning skabte konturerne af det Danmark, vi kender i dag, med den jyske halvø og de mange øer inklusive Fejø. På bunden af det vand, som nu omgiver f.eks. Fejø og andre af Smålandshavets øer, ligger stadig rester af bopladser og egeskove fra oldtiden. Der gemmer sig også rester af oldtidens skove i form af moseeg i jorden på selve Fejø, men øens sidste egeskov forsvandt under den svenske besættelse i 1658-59 og eksisterer nu kun i stednavne som Skoven, Skovnakken og Skovvejen.

Arkiv og Ømuseum
Fejøs Lokalhistoriske Arkiv og Ømuseum er i stand til at give et ganske godt indtryk af øsamfundets udvikling fra oldtid til nutid ved hjælp af mange håndgribelige ting som f.eks. redskaber og modeller såvel som en omfattende samling af dokumenter, billeder og meget andet. Allerede i stenalderen opstod store forskelle i levevis fra generation til generation. Godt nok gik den teknologiske udvikling med hensyn til forvandling af råvarer til brugsgenstande ikke så hurtigt som i vore dage, men de mange tusinde år, som stenalderen varede, gav alligevel store forskelle i mangfoldigheden og den tekniske udførelse af redskaberne. Fejø er et af de steder i Danmark, som er særligt begunstiget med fund af redskaber fra såvel jægerstenalderen op til ca. 3900 f.Kr. og bondestenalderen ca. 3900 - 1700 f.Kr. Af ting fra bronzealder, vikingetid og middelalder er der desværre færre i museets samlinger. Øen har bevisligt været beboet både i bronzealder og vikingetid. Hvad vikingetiden angår antydes dette både af ordet "by" i navnene på øens to landsbyer samt visse fund. De mest spændende lokale fund fra bronzealder og vikingetid er havnet på henholdsvis Nationalmuseet i København og Stiftsmuseet i Maribo, men Fejøs Lokalhistoriske Arkiv og Ømuseum ejer en nøjagtig kopi af det internationalt kendte såkaldte Fejø-bæger fra vikingetiden. Tilsvarende kopier ejes af British Museum i London og Historisches Museum i Berlin, hvilket understreger dette bægers betydning i arkæologisk henseende.

Søfart og fiskeri
Søfart og fiskeri er altid en væsentlig del af et gammelt øsamfunds historie. De fleste minder om havets betydning som forbindelsesled mellem Fejø og mere eller mindre fjerne kyster og som arbejdsplads for fiskere stammer dog naturligt nok fra forrige og dette århundrede. Fiskefartøjer bygget på Fejø, især åledrivkvaserne, nød stor anerkendelse også i egne langt fra øen, og heldigvis er flere af de gamle både bevaret, heriblandt drivkvasen "Mæfikken" og dæksbåden "Christiane", som i dag har hjemsted i Dybvig Havn. I sin tid var der to bådeværfter i Dybvig. Værftshallen fra "Niels Christian Nielsens Baadebyggeri . Fejø", grundlagt i 1878, findes endnu, men virksomheden ophørte i 1970, altså kun få år før et 100 års jubilæum. Det andet værft "Fejø Skibs- og Baadeværft", grundlagt i 1889 af Christian Mortensen, er stadig i drift. Ledelsen er i dag overtaget af fjerde generation ved Henrik Mortensen. En af værftets første opgaver under hans ledelse var genskabelsen af et af middelalderens fartøjer, Bredfjedskibet! Middelaldercentret ved Nykøbing gav i 1999 Fejø-værftet den meget specielle opgave at bygge en kopi i fuld størrelse af en 13 meter lang handelsskude fra 1500-tallet, som blev fundet under nedlægning af drænrør i 1967 i Bredfjed ved Rødby Fjord. Arkæologerne udgravede den gang en velbevaret stævn, men en udgravning med gennemgribende undersøgelse af vragresterne fandt først sted i 1993. Desværre viste skibet sig for medtaget til at kunne bevares i hel stand, men bliver altså nu rekonstrueret på basis af arkæologernes opmålinger af de originale vragdele. De 1900 nagler og 1600 klinkplader, som skal bruges ved bygningen af skroget, er blevet håndsmedet i middelaldercentrets smedje. Når værftet i Dybvig er færdig med bygningen af selve skroget, vil dette blive ført til Middelaldercentret ved Guldborgsund, for at publikum dér kan følge arbejdet med at lægge dørk, rejse mast og andre dele af skibets færdiggørelse. Arbejdet dermed skulle kunne følges på Middelaldercentrets hjemmeside, som bringer udførlige oplysninger om projektet.

Kirken og andre kulturminder
Af Fejøs kulturminder er kirken på øens sydside det mest markante. Kirkens ældste dele stammer fra ca. 1240, og den er som noget af et særsyn i Danmark bygget langt fra anden bebyggelse og ganske tæt ved strandkanten. Den blev da også brugt som et let genkendeligt sømærke i ældre tider. Fejø kirke fungerede også som kirke for beboerne på omliggende øer, heriblandt Askø og Femø indtil disse to øer fik deres egne kirker, Askø inden for perioden 1450-1500 og Femø omkring 1500. Indtil da sejlede Askø- og Femøboerne til Fejø i både, som lagde til i den daværende lille vig ved siden af Fejø kirke. Beboerne på Skalø og Vejrø fortsatte i lang tid med at sejle til en bådebro i Kagevig på Fejøs nordside. Broen eksisterer ikke mere, men er på 200 år gamle kort markeret som "Vejrø Kirkebro". Senerehen holdt præsten fra Fejø gudstjenester i den lille skole på Vejrø, medens der endnu var befolkningsgrundlag nok dertil på den nu nærmest mennesketomme lille ø. Vejrøs lille smukke kirkegård er bevaret og passes af medlemmer af Fejøs menighedsråd. Skalø fik fast forbindelse til Fejø via en dæmning i 1868.

Af minder om erhvervslivet i svundne tider er der ud over ovennævnte bådeværft også den gamle smedje på Herredsvej 272, som står komplet med esse, ambolte og værktøj. Desuden rummer det lokalhistoriske arkiv og ømuseum butiksinventar, redskaber, fotografier m.v., som fortæller om erhverv og arbejdsmetoder, der blev til historie i en ofte ikke særlig fjern fortid. Hvad møller angår, kan det i øjeblikket være svært for turister at se, at udnyttelse af vindkraft ikke er et nyt begreb på Fejø, men øen havde i forrige århundrede i hvert fald fire vejrmøller: To store vejrmøller, som malede korn, den ene en stubmølle i Vesterby og den anden en hollandsk mølle i Østerby. Endvidere en lille mølle i hollandsk stil ved Valdemars mose i Vesterby. Den eksisterede endnu i begyndelsen af 1920'erne, selv om den omkring 1900 var ophørt med den funktion at pumpe vand fra Valdemars mose over i en slags bassin, hvorfra vandet ledtes til Storemosen og videre derfra til kysten ved Ståldybet. Den fjerde mølle i rækken er den ret store vindmølle, som producerede elektricitet allerede fra 1914 og frem til 1931! Denne mølle med seks store vinger og tårn af ståldragere stod ca. midt mellem Vesterby og Østerby, ved siden af øens daværende motordrevne elektricitetsværk, som i øvrigt var et af Lolland-Falster-områdets første elværker! Selve elværkets bygning står endnu ved Herredsvej nr. 189. Den blev i en årrække brugt som smedeværksted. Stubmøllen i Vesterby blev i tyverne flyttet til Maribo, hvor den står i Frilandsmuseet. Møllen i Østerby blev i 1905 flyttet fra Brigetvej til dens nuværende placering bagved Herredsvej nr. 278. Det var ved indvielsen en særdeles flot mølle af træ i hollandsk stil stående på en stadig ret imponerende to etagers muret bygning med smukke vinduer i gotisk spidsbuet stil! Den var imidlertid også nær ved at forsvinde fra Fejø - på grund af forfald. Efter mange genvordigheder blev de første skridt til en gennemgribende restaurering sat i gang på lokalt initiativ i 1998, og forhåbentlig lykkes det at genskabe denne mølle, som i sin tid var et af øens smukkeste vartegn.

Der findes på Fejø en aktiv kreds af historieinteresserede, som arbejder med artikler, der bl.a. vil blive bragt her på hjemmesiden. Desuden vil vi bringe andre fortællinger, der rummer træk af Fejøs historie. På det lokalhistoriske arkiv findes en ret omfattende litteraturliste vedrørende Fejøs historie udarbejdet af Niels Winther Christensen i 1998 suppleret med arkivets egne optegnelser.

Tekst: Svend A. Christensen, Lokalhistorisk Arkiv

[Til toppen]